Livets henkastede mening samler sig i korte glimt, når tiden og tanken er til det. Med kolde føder under lune tæpper, og hænderne for mit bankende hjerte, tog livet mig på en uforglemmelig rutsjetur til sorgløse egne. I det blændende skær fra den flammende, brændende ild, der knitrer og knaser og vidsler og hvæser.
Når natten er sort, sort som kul og sort som aske, og lyset er glemt og gemt bag længselsfulde højder og udstrakte vider. Hengivenhed og længsel og en lille smule boblende sorg strejfer hvileløst omkring, søger og leder efter det uforgængelige, det utilregnelig og uopnåelige. Det ikke eksisterende, der langsomt og lydigt suger livet og lyset til sig, fra de hengemt kroge og de snirklede hjørner. Verden er forunderlig, i skæret af et brændende bål.
og mit hjerte knuses,
når mine øjne lukkes...